F hv. Skibsfører NIELS ANKERSEN (80 år), f. d. 10/9 1844 i Nordby på Fanø. Fader: Skibsfører N. Ankersen, og Moder: Ane Cathrine, f. Mortensdatter.

Kom til søes i 1858 og sejlede til 1863 med sejlskibe gennem startede som kok, jungmand, letmatros og matros indtil jeg i 1863 kom som elev på Fanø Navigationsskole. Sidste halvdel af december måned indkaldtes jeg til Marinen og gjorde som halvbefaren tjeneste om bord i Fregatten ”Jylland” (Kapt. Holm), og hjemsendtes i november 1864. Fortsatte derpå ved navigationsskolen og fik eksamen i maj 1865. Sejlede derpå som matros og styrmand i de næste 12 år, hvorpå jeg, der var blevet gift i 1877, blev fører af skonnertbrig ”Ane Dorthea" på en Rejse til Vestafrika og tilbage til Flensborg. Kontraherede i efteråret 1877 om at få bygget en Brig ”Ane Cathrine”, på værftet hjemme i Nordby og sejlede med denne i oversøisk fart, bl.a. Jorden rundt 2 gange, indtil 1889, hvorpå jeg solgte den og hermed ophørte min virksomhed som skibsfører. 1890 indvalgt i bestyrelsen for Fanø Spare- og Lånekasse, hvilken stilling endnu beklædes; desuden de første 25 år som Sparekassens bogholder. I 896- 1902 medlem og næstformand i Nordby Sogneråd. Har i samme tidsrum og senere beklædt forskellige tillidsposter (ved brandvæsen, Havnevæsen m. m.) . Er efter min alder rask og rørig, dog med et noget svækket syn. -

9. maj, tidlig morgen, øjnede vi et fremmed krigsskib, og straks lød ordrens, ”Klart Skib". Skibet viste sig dog senere at tone engelsk flag. Vi havde forbindelse med det og styrede derefter Syd Ø. Ved middag sås røgen af 5 skibe, der viste sig, at være fjenden. Vi spiste ærter til middag, men sandt, at sige var appetitten middelmådig, og opvasken måtte vente. –”Jylland” og ”Hejmdal” fik ordre til, at løbe op på siden af flagskibet, ”Niels Juel". Admiral Suenson stod på kommandobroen og råbte med høj og klar Stemme: Der har vi fjenden! Jeg håber, hver mand gør sin pligt!" disse ord besvaredes med dundrende Hurraråb.

Hver mand blev nu beordret på plads; min var ved første kanon på Batteriet. Ved synet af den kommende, stærke fjende, påkom der mig en stærk frygtfølelse over for det uvisse og skæbnesvangre, der forestod; men så snart kampen begyndte, veg frygten straks for følelsen af, at nu måtte hver mand gøre sin pligt. "Schwarzenberg” og ”Radetzky” gav på lang afstand det glatte Lag, og jeg iagttog fra min plads et projektil, der slog i vandet få meter fra ”Jyllands boug, og uvilkårligt dukkede jeg hovedet for, at undgå et sammenstød. Selve slagets gang kunde vi ikke iagttage, dels fordi vor plads var under dækket, og dels fordi røgen fra kanonerne lå lavt mellem skibene, og vi måtte ofte indstille på må og få. Under skydningen hoppede vor kanon af gaflen i kanonporten og slog mundingen i dækket, men den blev hurtigt bragt på plads igen. Ligeledes fik under træfningen første entre skifte, hvortil jeg hørte, ordre til, at gøre klar til, at modtage en entring, så vi måtte fortsætte skydningen med huggert og pistol i bæltet.

Hele træfningen varede efter udsagn 2 - 2½ time, men for mig syntes den at have varet meget kortere tid. Vi råbte af et ærligt og fuldt hjerte ”Hurra”, da Ilden slog ud fra "Schwarzenbergs” fokkemast, thi det var jo det sikre tegn på, at dagen og sejren var vor, og kort efter tog fjenden flugten, og vi forfulgte ham, indtil det engelske skib standsede os. -Så snart spændingen var forbi, meldte slappelsen sig. Vi smed os ned på vore pladser, bedøvede af kanontorden, krudtrøg og træthed, og intet kunde få os til at foretage os noget før vi var udhvilede. - En løjtnant gav til Eks. mig en ordre, hvortil jeg svarede: Ja vel, Hr. Løjtnant," uden at ane noget om, hvad ordren lød på - og jeg har aldrig fået det at vide siden. -Næstedag indløb meldingen om våbenstilstanden, og vi åndede lettere. Kursen blev sat mod København via Kristiansand, hvor vore døde og hårdtsårede blev bragt i land. Modtagelsen i København var meget hjertelig.

Fhv. Rorsbetjent I. A. BACK (84 år), f. d. 12/1 1840 på Læsø.

Matros i Fregatten ”Jylland". Skibs Nr. 113. Var under Slaget ved Helgoland Udkig i foremærs. Under kampen landede en østrigsk granat i vandtønden i foremærs, men tønden var tom, da granaten lå og hvæsede i tønden, greb Back den og smed den overbord, da i tilfælde af explosion hele foremærs med sin 10 Mands Besætning sikkert så vilde være sprængt i luften, og ”Jylland” være blevet truffet af et lignende uheld, som det, der ramte "Schwarzenberg".

JOHANNES FREDERIKSEN (84 år), f. d. 3/6 1840 i Torning, Viborg Amt. Fader: Gårdejer Frederik Thomsen. Moder: Bolette Maria.

Jeg gjorde tjeneste i Skruefregatten ”Jylland” og var søartillerist og betjente kanonerne og hvad dertil hørte. Mit skibs-nummer erindrer jeg ikke mere.
Hvad slaget ved Helgoland angår, kan jeg erindre, at da fjenderne nærmede sig os, kaldte Kaptajn Suenson på flagskibet ”Niels Juel” os på siden af sit skib, og han talte til os på sin kommandobro og sagde: Nu møder vi fjenderne, nu stoler jeg på, at vi vil kæmpe som vore tapre kammerater ved Dybbøl, ” og det besvarede vi med 3 gange Hurra! Og det varede ikke længe, før fjenderne begyndte, at åbne Ilden fra deres riflede kanoner, før vi kunde nå dem. Jeg erindrer, at en af deres frygtelige spidsgranater sprang inde på batteriet i nærheden af den kanon, jeg var med at betjene, og gjorde der en frygtelig ulykke, men da vi så, at der var Ild i deres største skib, og de sejlede mod Helgoland, blev vi jo meget begejstrede for den sejr, vi havde vundet.

Fhv. Skibsfører EMIL GADE (86 år), f. d. 21/3 1838 i Roskilde.

Iblandt de få lyse minder, vi har fra 1864, er vel affæren ved Helgoland en af de smukkeste, - det var dog endelig en rigtig sejr; thi i Land gik et kun 21 elendigt, hvad vore tapre soldater vandt den ene dag, tabte de den næste, og den ene bedrøvelige efterretning kom efter den anden. Nogen særlig begejstring for krigen, således som i 1848, var der ikke, det forekom mig, som om man følte, at den kunde være undgået. Vi, som var med ved Helgoland og slap godt derfra, var selvfølgelig meget glade og stolte over Sejren. Jeg var helbefaren ombord i Fregatten ”Jylland”, havde skibs-Nr. 154, og var ved en af kanonerne på agterdækket. Om formiddagen den 9. maj mødte vi den engelske Fregat "Aurora”, vejret var meget smukt, og søen var smule som en dam, - engelskmanden sendte en båd ombord og lod os vide, at fjenden var på vej imod os. Efter at vi havde skaffet Kl. 12, blev der pebet "Klart Skib”, og vi stod klar ved de styrbords kanoner. Noget efter så vi Østrigerne forude lidt om styrbord. Preusserne så jeg senere et Glimt af om bagbord, så vidt jeg ved, ramte der os ikke noget skud fra dem, og vi skød heller ikke på dem. Det varede ikke længe førend kuglerne fra Østrigerne begyndte at flyve hen over os, og så begyndte vi at fyre. Chefen og den yngste løjtnant var på broen, og daværende løjtnant, senere Admiral Koch, stod tæt ved min kanon og målte vinkler og angav elevationen. Kommando hørte man ikke noget til. Kuglerne fløj lystigt over os, men der faldt ingen i nærheden af mig. Det viste sig senere, at især to kugler eller granater, der havde ramt en forude agten for bakken og en på batteriet, havde kostet flere mennesker Livet. Efter at kampen havde varet et par timer, hørte man pludselig ”Hurraråb”; jeg så ud af kanonporten og så, at der var Ild i fortroppen på ”Schwarzenberg”, den var ikke langt borte og vendte agterenden mod os. ”Radetzky" styrede hen imod den, for at dække den. Ikke længe efter var kampen forbi. "Jylland”, som var i midten, havde lidt det største tab, 12 døde og henved 30 sårede. Jeg kan ikke nægte, at jeg var meget glad over, at jeg var sluppet helskindet fra det, men det var jo et sørgeligt syn, at se de døde og hårdtsårede. Jeg har senere i London truffet en af besætningen på den engelske fregat, der havde ligget i ro og mag og set på kampen, han fortalte, at hele besætningen, der ombord, var oppe i rigningen, og da der gik Ild i ”Schwarzenberg" råbte de tre gange ”Hurra” for de danske.

Forhv. Maskinmester JULIUS VICTOR GJETTING (79 år), f. ·den 26/1 1845 i København. Fader: Rebslager i marinen N. C. Gjetting, moder: A. R. Gjetting f. Willumsen. Ridder af Dbg ..., Dannebrogsmand.

Som Maskinassistent i Fregatten ”Jylland” fra 22. Januar 1864 til togtets slutning i oktober-november samme år deltog jeg i Slaget ved Helgoland. Jeg havde frivagt og stod på dækket ved Bbs. faldreb, da eskadren samledes om den Kommanderende, som ifølge 0. Liitken: "Kampen ved Helgoland” udtalte: , Der har I Østrigerne, folk! Nu møde vi dem; jeg stoler på, vi ville kjæmpe som vore tapre kammerater ved Dybbøl!" Derefter blev der blæst ”Klart Skib”, og jeg mødte på min skytrulleplads på fyrpladsen efter at have forsynet mig med huggert og pistol. (1. Entreskifte). Følgende hændelser indtraf i og omkring masken og kedelrum: Ved en granats sprængning i1. mesters og 2. mesters lukafer slukkedes lamperne i maskinrummet, så der blev delvis mørkt, da selve maskinlugen var dækket med køjer. I de to lukafer lavede den ravage, og en del af lukaferne styrtede ned på agterste fyrplads, og da vi gjorde klar til at brænde det, forbød 1.mester det, for - som han sagde - måske det kunde bruges igen. Bunden af granaten gik over loftlugen og havnede i styrmændenes lukaf om Bb. og raserede deres spisekammer. Et stykke af granaten traf den opstående kant af vinkeljernet omkring Loftlugen til agterste fyrplads, hvor hoveddamprøret til maskinen lå ubeskyttet. Det har været påtænkt at skyde med glødende kugler, da der var 3 til 4 sådanne klar og apparaterne til deres op hejsning; men der blev ikke brug for dem. Skibssergenten tænkte på dem, der arbejdede i dybet, og han stillede med en mand med 2 pøse ved maskinnedgangen og råbte: "Her manne, her er brændevin og øl!" Men 1. mester bad ham gå igen med det. Et uhyggeligt syn mødte en, når man kom op af maskinen; der lå nogle døde soldater, som var svært medtagne af granatstumper. En granat sprængtes i skorstenen og lavede ca. 30 huller ved sin Udgang. Midt under affæren vældede hurra-
Råbene fra batteriet ned i maskinrummet, og uvilkårligt fløj huerne af nede hos os, og vi deltog i hurraråbene. Hvad vi råbte hurra for, anede vi ikke; men at det var noget glædeligt for os, var vi på det rene med; det var, da flammerne slog ud fra bugen af foremerssejl på ”Schwarzenberg”, som måtte vende og sætte kursen mod Helgoland. Det er, hvad jeg mener at kunne huske at have set og hørt under kampen ved Helgoland.

Husejer HANS HANSEN (81 år), f. d. 12/2 1843 på Amager. Fader: Hans Jensen. Moder: Sidse f. Hansen.

Mit skibs-Nr. i Fregatten "Jylland" var Nr. 358. Af erindringer om slaget står der mig kun klart, at besætningen ved min nærmeste kanon blev skudt væk. Da råbte løjtnant Gjødesen oppe på broen: "Er der noget i vejen?" Så blev der svaret Nej! Og så sang vi ”På’en igen lille Ferdinand Ludvigsen! "

Aftægtsmand CHRISTIAN JØRGENSEN (84 år), f. d. 17/2 1840 i Råbylille på Møen. Fader: Jørgen Larsen, Moder: Maren f. Jensen. Dannebrogsmand.

Jeg var under Krigen 1864 ombord i Fregatten ”Jylland” et af Danmarks daværende hurtigste, nyeste og stærkest armerede krigsskibe, ført af Orlogskaptajn Holm. Den 22. Januar lagde vi ud fra flådens leje og lå i nogen tid ved Helsingør for at føre kontrol med de skibe, der sejlede gennem Øresund. Jeg var kanonkommandør ved kanon nr. 5 på skansen agter på øverste batteri. Senere deltog vi som en Del af Admiral v. Dockums eskadre i blokaden af de tyske Østersøhavne Pillau og Danzig; senere stødte vi til Kommandør Suensons nordsøeskadre nemlig Fregatten "Niels Juel", Korvetten "Hejmdal" og korvetten "Dagmar"; denne sidste gik ud af eskadren, og "Jylland" trådte ind i stedet for, hvad man sagde skete for at vildlede fjenden, da "Dagmar" kun førte 16 kanoner, medens "Jylland" førte 44. Vi stødte til dem ved Kristianssand den 5. maj, og næste morgen stod vi sønder på mod Helgoland. Da solen stod op d. 9. maj lå Vesterhavet roligt og blankt foran os i den friske morgenbelysning. Vi lå Kurs efter Helgoland, da der ved 10-tiden af udkiggen i "Niels Juel" varskoedes røgen fra de fjendtlige skibe. Vi blev alle grebne af en ejendommelig højtidelig følelse, thi selv om vi var alarmerede tit på Østersøen, følte vi det alligevel som et mere alvorligt Øjeblik. Eskadrechefen signalerede nu "Beslå sejlene" og "Sæt dampen op", og derpå blev der pebet til at skaffe. Da skafningen var forbi, blev signalet til "Klart Skib" givet, og "Jylland" og "Hejmdal" løb op på B.B. side af "Niels Juel". Kommandør Suenson stod på vagtbænken, maskinerne var stoppede et øjeblik, og medens de 3 skibe lå side om side, pegede han med hånden ud mod røgsøjlerne og masterne, der begyndte at dukke frem ver vandet, og med en stemme, der kunde høres af Alle ombord i de 3 Skibe, sagde han: ,,Her har vi Østrigerne, nu møder vi dem, og .jeg stoler på, at disse gæve gutter gør, hvad de kan, ligesom deres tapre kammerater har gjort ved Dybbøl." Så gik vi atter agterud igen i kølvandsorden og stod rask sønderefter; det var naturligvis nogle spændende øjeblikke, og der herskede en højtidsfuld stilhed ombord.
Ved 2-tiden faldt det første skud; det var "Schwarzenberg" der fyrede på 6000 Alens Afstand; skuddet slog ned i søen agten for "Niels Juel". Østrigerne fyrede længe inden vi begyndte, deres skyts var nemlig riflet og derfor mere langtrækkende end vort; vor chef havde desuden givet ordre til "ikke at ødsle med kugler og krudt, men tage ham på Kornet!" Efterhånden som vi nærmede os, kom der Liv i skydningen fra begge sider, og kamppladsen indhylledes _i Røg, til sidst var der kun 600 alen imellem os. Det var nu næsten stille, og mange af os arbejdede i bar skjorte i den stærke Varme. Da kampen havde varet i to timer, sprang en granat i "Schwarzenberg"s foremerssejl og antændte det. Kaptajn Holm råbte, da han så granatens virkning: "Det var et godt skud fra kanon nr. 5!" Men det har jo ikke været nemt at afgøre. men var det rigtigt, hvad Kaptajnen sagde, så var det jo mig, der havde heldet den dag til at sætte det afgørende skud ind. Ilden greb mere og mere om sig i "Schwarzenberg", men "Radetzky" lagde sig hen og dækkede den, og de fjendtlige skibe blev ved med skydningen. Dog måtte de give op og holde ind under Helgoland i neutralt farvand, hvor den engelske Fregat "Aurora" stoppede os. natten mellem den 9. og 10. undslap de fjendtlige Skibe med blændede Lanterner ad Cuxhaven til uden at ville vove en ny kamp. I vort skib havde vi omtrent hver l0ende mand dræbt eller såret, hvorfor vi gik til Kristiansand med dem.

Smedemester HENRIK CHRISTIAN MØLLER (83år) f.d. 8/3 1841 i Horsens. Forældre: Smedemester N. Z. Møller og Hustru A. K. Møller. Dannebrogsmand og R. af D. Fortjenstmedaljen.

I 1862 og 1863 blev der vist nok. Første gang i marinen uddannet underkonstabler af værnepligtige i lægdsrullen. Skoleholdet af 1863, til hvilket jeg hørte, blev uddannet under kommando af Skoleofficererne de Coriinck og Garde. Efterhånden som skibene blev tiltaklede fordeltes disse konstabler som kanonkommandører til flådens skibe. Jeg blev udkommanderet med Fregatten ”Jylland”, der først fik station ved Kronborg for, at opbringe priser. Under Løjtnant Bærntzens kommando var jeg en mørk nat i februar med til, at kapre et større sejlskib, der ovre under den svenske kyst vilde liste sig igennem sundet til Pillau. Det var nu meget fornøjeligt, hvorimod det var en trist tilværelse i måneder at gå under sejl frem og tilbage i Østersøen for at blokere Danzigs og omliggende havne. Det bedste ved denne blokering var, at vi derved fik de søværnepligtige ombord godt uddannede i at betjene kanonerne. Det vakte glæde ombord, da fregatten den 1. maj fik ordre til at gå til Nordsøen og støde til nordsøeskadren under Kommandør Suensons Overkommando. Efter at vi var blevne forenede, traf vi i Nordsøen den engelske Fregat ”Aurora”, som vistnok gav vore chefer oplysning om, hvor fjenden befandt sig. Vi stævnede mod syd, og efter at vi den 9. maj havde spist vor tarvelige middagsmad, kunde vi langt borte se røgskyer fra fjendens skibe. Efter at der var blæst ”Klart Skib”, sejlede. Niels Juel” ind mellem. Jylland" og ”Hejmdal”, og Kommandør Suenson udtalte de bekendte ord: "Der har I Østrigerne, folk, nu møder vi dem, og jeg stoler på, vi vil kæmpe som vore tapre kammerater ved Dybbøl!" Der gik en tid, inden de to flåder mødte hinanden, og Østrigerne havde givet det første Skud, og i den tid var der stilhed, medens mange tanker påtrængte sig. Her ombord, hvor enhver lige fra chefen til den menige mand stod samlede parat til gerning, lige meget udsatte for faren, grebes man af en lønlig følelse, og denne sindsstemning, som ellers ikke almindelig kommer frem, ytrede sig i viljen til at udrette alt, hvad der var muligt for at frelse fædrelandet. Det var med dette forsæt, at vi stille og rolig begyndte kampen.

Jeg var kanonkommandør for en kanon på dækket agter på skansen. På min højre side havde jeg Løjtnant Koch stående på et ophøjet stade kaldet røstet (vistnok menes vagts bænken), hvorfra han udover skanseklædningen fulgte fjendens bevægelser og målte afstanden mellem ham og os, hvorefter kanonen indstilledes for ende år siden blev jeg præsenteret for Hr. Koch, dengang Viceadmiral. Han beklagede sig over sin dårlige hørelse, som stammede fra kanontordenen den dag. Efterhånden under slagets gang blev der arbejdet i stadig hurtigere tempo. Det gjaldt om, så vidt muligt, at få kanonen halet i borde efter hvert skud og dog at bevare stor ro for at tage sigtet. Efter et par timers kamp hørtes et kraftigt glædesudbrud i et "Hurra", da vi opdagede brand i ”Schwarzenberg"s fokkemast. "Jylland”, der var det hurtigste af de 3 skibe, fik ordre til at forfølge fjenden, da han drejede af i retning af Helgoland, men ved et kedeligt uheld blev i samme øjeblik rat linen og grundtaljen over skudt, og skønt skaden meget hurtig blev udbedret, kom fjenden for tidligt ind på neutral grund og kunde ikke afskæres.
Slaget var endt. Derefter indtrådte våbenhvilen, og eskadren sejlede til Kristiansand for at få de hårdtsårede på hospital og de døde begravede. Jeg glemmer aldrig den smukke og inderlige medfølelse, som Nordmændene lagde for dagen ved den lejlighed.

Ved vor ankomst til Københavns red pinsemorgen den 15. maj, gik vor kære gamle Chef, Kaptajn Holm, fra borde. Han var ikke rask, da slaget begyndte, men det mærkede man aldeles ikke under dette. Vi så ham ikke mere; Officerer og mandskab satte ham en mindesten på Garnisons Kirkegård med tak for hans dåd.

Jeg undlader ikke at udtale, at den 9. maj 1864 udviste vore søofficerer og vore søunderofficerer, at de har gammel hævd på skib at føre og sejr at vinde, og at de hin dag, ligesom mandskabet, var besjælede af den rette patriotiske stemning og ånd, der bringer kræfter frem, som udviser kærlighed til fædrelandet og trofasthed mod dets minder. Jeg håber og tror, at kærlighed og offervillighed for fædrelandet findes hos enhver dansk, selv om den ikke altid er åbenbar til skue. Når farens stund kommer, blusser fædrelandskærligheden frem i lys lue, men lad den også under skorpen i fredens dage være villig til at ofre til et forsvar, der giver betryggelse og værn for dem, som skulle kæmpe for fædrelandet og være beredte til at ofre deres liv herfor.

Fhv. Skibsfører JENS MIKKELSEN NIELSEN (79 år), f. d. 14/12 1844 i Sønderho på Fanø. Fader: Bådfører Niels Mikkelsen Nielsen. Moder: Karen Nielsen. Dannebrogsmand.

Som 14 år kom jeg ud at sejle med koffardiskibe til mit 19. år og blev så indkaldt og rejste til København og lå på logiskibet "Dronning Marie” og hjalp til med at rigge Fregatten ”Jylland”, og da den var færdig, var jeg iblandt dem, der meldte sig frivilligt. Vort første togt gjaldt Østersøen og havde station ved Rugen og Danzig til hen i april 1864, så fik vi ordre til at afgå til Nordsøen og holde os i nærheden af Helgoland tilligemed Fregatten ”Niels Juel ”, der var admiralskib, og Korvetten ”Hejmdal". Af den engelske Fregat ,,Aurora" fik vi at vide, at den tyske flåde var i vente. Den 9. maj fik vi dem så i sigte - 3 Tyskere og 2 Østrigere - og slaget begyndte ved 10 til 11 tiden. Jeg havde min plads ombord ved en riffelkanon nr. 12, og mit skibs-nr. var 314. Ved kanon nr. 9 blev flere dræbte og sårede, men vi var heldigere ved vor kanon. Ved 1-tiden opdagede fjenden, at der var Ild i Fregatten ”Schwarzenberg” og satte derfor kursen straks mod Helgoland. Vi lå jo så til ankers og skulde efterse følgerne af slaget; vi havde jo en del døde og sårede, men antallet husker jeg ikke. Fra admiralskibet fik vi så ordre til at afgå til Kristiansand i Norge med alle de døde og sårede, som så blev begravede eller kom på hospital. Begravelsen var en stor og smuk højtidelighed. Vi gik så til København og blev hjempermitterede. Jeg gik så til søes med hamborgskibe og tog i 1867 min Styrmandseksamen ved Nordby Navigationsskole, sejlede senere som styrmand med forskellige Fanø-Skibe og havde også min egen galease, som hed ”Johanne”, med hvilken jeg sejlede i fragtfart på Hamborg og forskellige danske havne. Fra 1876 til 1899 sejlede jeg som matros med forskellige af D. F. D. S. skibe og gik så i land i Esbjerg og arbejdede ved godsindladning.

Fhv. Skibstømrer NIELS SONNICHSEN NIELSEN (80 år), f. d. 23/1 1844 i Sønderho på Fanø. Fader: Skibbygmester Jørgen Nielsen. Moder: Ane Kathrine Johansen.

Efter at være kommen til København kom jeg over på Holmen og arbejdede med køjer og mere, indtil jeg blev beordret ombord i Fregatten ”Jylland” og efter en tids forløb kom ud i Nordsøen og traf på den tyske og østrigske flåde i nærheden af Helgoland. Det var jo den 9. maj. Vi fik jo travlt med at gøre klar til slag og begyndte omtrent kl. 2 at fyre løs på dem, ”Schwarzenberg” – ”Radetzky” og nogle tyske kanonbåde. Jeg havde min plads ved kanon nr. 5 på batteriet. Mit skibs-nr. var 309, og jeg var halvbefaren. Ved kanon nr. 6 blev der 2 mand hårdt såret, og ved vor kanon nr. 5 en let såret af nogle splinter, og midtskibs var der mange Døde og sårede. Vi havde jo i alt 12 døde og 30 sårede. I Kristiansand blev de døde begravede med stor højtid, og så gik vi til København. Da min orlogstjeneste var endt, rejste jeg hjem til Fanø og begyndte at arbejde på skibstømmerplads i nogle år. Kom derfra hjem til Sønderho at bygge 2 skonnerter ”Familiens Håb” og ”Vennerne". Et årstid sejlede jeg med en engelsk bark ”The Queen” fra Newcastle som tømmermand, og kaptajnen var fra Fanø. Vi gjorde en Rejse på Middelhavet og en på Amerika, men forliste på hjemrejsen i Atlanterhavet med en ladning ”pitch pine” fra Pensacola. Derpå sejlede jeg i 22 år med D. F. D. S. Skibe på Esbjerg.

Fhv. Skibsfører RASMUS HANSEN PETERSEN (83 år), f. d. 8/ 1 1841 i Trannerup Sogn på Ærø. Fader: Peter Rasmussen, moder: Catrine.
Med hensyn til selve kampen ved Helgoland erindrer jeg ikke meget. Mit skibs-nr. Kan jeg ikke huske, men jeg var i Fregatten ”Jylland”, og da jeg betjente en kanon under dækket, havde jeg fuldt op at gøre med denne og havde ingen vegne udsigt til kampen. Senere blev jeg fører af en skonnert, som jeg forliste i Nordsøen, og da den ikke var assureret, mistede jeg alt, hvad jeg ejede, da jeg var partner i skibet. De må undskylde, at jeg ikke kan give andre oplysninger på grund af min høje alder, men det glæder min hustru og mig at have modtaget deres venlige brev.

Slaget ved Helgoland 1864: Uddrag af Anders Jensen Lønborgs dagbog
Kildeintroduktion: Et afskrift af kilden er venligst udlånt af Ringe Lokalarkiv. Til danmarkshistorien.dk


Anders Jensen Lønborg (1839-1912) påmønstrede 1. maj 1862 i København logiskibet 'Dronning Maria' som et led i sin værnepligt. Her blev han sammen med de øvrige indrullerede rekrutter sat ind i, hvad livet til søs indebar: en stram tidsplan og hårdt arbejde. Han begyndte at føre dagbog.

Siden gjorde han militærtjeneste på fregatterne 'Thetis' og 'Tordenskjold' og på panserskibet 'Rolf Krake', før han vendte hjem til sit arbejde hos smeden i Espe.



Da det i november 1863 trak op til krig, genindkaldtes Anders Jensen Lønborg til tjeneste på Fregatten 'Jylland'. Her deltog han i Slaget ved Helgoland den 9. maj 1864 og blev såret. I gengivelsen af træfningen har dagbogsskribenten pyntet lidt på, hvor mange døde den østrigske fregat 'Schwarzenberg' havde. Han hævder, at der skulle have været 174 omkomne. Det officielle tabstal er dog 32.

Dagbøgerne indeholder både samtidige betragtninger og efterfølgende vurderinger, der kunne tyde på, at de er nedskrevet senere på baggrund af samtidige optegnelser.

[1862 – Tjeneste på Dronning Maria]
Den 1ste Mai 1862 mælte jeg mig i Kjøbenhavn paa Logiskibet Dronning Maria, hvor vi strax bliv synet af en Doctor, og bliv givet Nommer, jeg kom i 4de Bakke, under Kanonernes Magasinrum og fik Nommer 45.

Paa Logiskibet var jeg 10 Uger, og gik bestandigt[1] til exerciis[2]. Kl. 3 Qvarter til 4 bliv vi purret ud[3] hver Morgen, og op for at stuve dem i Sinkementet, og der efter vadske vi os saa blev der pebet til Frokost og hente The og Smør. Naar Kl slog 6 blev der pebet til at stille op paa Broen, der blev vi efterseet om vi vare reene, vi maatte da tage vores Halstørklæde af, og opknappe Skjorden, og Underofficererne gik omkring og eftersaa os i Hovedet og paa Halsen, om vi der vare reene før Mdtør. Derefter gik vi enten til Kanoneksercits eller til Gymnastik, Geværeksercits, til Kl 10 da skrig vi ud med Exercisen, og gik Ombord i Logiskibet for at faa vores Øl og Brød. Saa havde vi Frihed til Kl 1 saa Exerciis igen til Kl 4, saa gik vi atter der ombord for at spise til Midag.

3 Gange om Ugen havde vi Landlov fra Kl 5 Eftermidag til Kl 7 ved sidste Klokkeslæt fik vi Thevand. Kl 8 blev der pebet til Køierne og hver Mand tog da sin Køie og gik ned paa Banierne[4] og bandt den op, og siden gik vi paa Dækket til Kl 9 da skulle vi alle være til køies. Da de 10 Uger vare forbi bleve mønstrede for Flaade Enspectøren, henne paa Valdemar have vi Kanonexerciis og ine i Assingnalet paa Holmen, Geværexerciis, han roste os meget for vores Exerciis, men han sagde ogsaa at vi ikke havde lært det halve af det som vi skulle lære endnu.



[1864 – Fregatten Jylland og slaget ved Helgoland]
Den 9de Mai [1864] om Morgenen Kl 7 besloge vi vores Seil[5], og gik allene for Damp, da vi kunde see 4 Dampere inde ved Øen, Niels Juul som hele Tiden har gaaet foran os, lod stoppe i Maskinen, saa baade vi og Heimdal kom den paa Siden, og Amralen preide os til os[6], og sagde at han haabede nok at hver Mand ville staa ham bi, og gjøre sin Pligt, ligesom Eders Kammerater til Lands.

Amralskibet gik igjen foran os, og bagefter kom Heimdal. Saasnart vi havde Skaffet til Middag blev der blæst Klart Skib, og denne Gang kunde vi see at det skulde blive Alvor af vor klart Skib, de gik lige imod os, viste de der opstillede ved Kanonerne. Alle parate til at sende ham Skud saasnart som vi kunde række ud til ham. Først kom der 2 store Frigatter, omtrint som vores, imod os, det ene var Amral-Skib, disse 2 Frigatter gik os ganske nær. Vi beskjød dem med de riflede Kanoner, latte med Granater med røde og gule Hoveder, siden kom der 4 Damp-Kanonbaade til Hjelp, vi pase godt paa dem at saasnart at de var inden for Skudvidde, beskjød vi dem baade med Kugler og Granater, som rimmeligviis gjorde megen Skade, da de snart trak sig tilbage uden for vores Kugle-Rækker.[7] De fjendelige Frigatter gav os flere Kugler og Granater, som dræbte og saarede mange af os, saaledes kom end Granat og gik ind igjennem Skibssiden, imellem Kanonerne Nommer 9 og 10 om Styrbord, og slog et stort Jern-Knæ[8], paa end 4 Tommers Tykkelse i 2 Stykker, og i det samme sprande Granaten og Stumperne flod til alle Sider, og slog 5 Døde og det af Nommer 9 Mandskab saaredes, ikke en bliv fri for Saar, ligeledes ved Kanon Nommer 10 hvor jeg er Komandør, bliv 5 saaret og 1 Døde strax jeg selv bliv saaret af en Granat-Stump i den venstre Side og paa det venstre Laar, dette Saar vil jeg vist snart forvinde igjen, da det er ikke saa farlig som jeg strax troede. Denne Granat udbrede megen Jammer og Skrigen ved disse 2 Kanonbesætninger, ved Kanonen Nommer 4 falt 2 og 3 saaredes og maatte heises ned paa Banjerne, Fartøierne som stode paa Dækket, gik en Kugle igjennem dem alle 3 og splintrede hele Forstævnen paa dem. Klokken blev ogsaa slagen helt itu, saa vi ikke nu kan slaae Glas. Midsands-Masten bliv skudt halv over, ovenfor Krydsmærs[9]. Stormasten bliv ogsaa striffet[10] af en Kugle ja flere Kugler sidder endnu inde i Skibssiden og kuns gaaet halvt igjennem. Vi satte 2 Gange Ild i Amralskibet i Rigningen[11], og meget stærk men bliv dog igjen slukket, ja ogsaa denne Frigat var ogsaa synkefærdig, da Maskinen og Banjerne vare fylde med Vand, saa den maatte den anden Frigat, efter 2½ Timmers heftig Skydning, maatte de fjendelige Skibe trække sig tilbage ind under Land ved Øen med et langt større Tab end os, vi havde, 12 Døde og 29 haart Saarede og flere mindre let Saarede, den engelske Frigat laa hele Tiden ved Øen Helgoland, og Øievidne til den hele Batailie[12]. Fjenden havde et Tab paa 174 Døde og Saarede, den 10de Dag efter Kampen, bliv der holdt Bøn eller Gudstjeneste ombord i vores 3 Skibe i Anledning af Kampen som vi havde Dagen iforveien, vi gik da under Damp[13] til Christianssand, hvor vi ankom til den 11te Kl 11 Formiddag og lagte os der til Ankers.

Heimdal gik ind i Havnen for at tage Kul ombord. Om Aftenen kom 9 af de mest haart Saarede paa Sygestuen der i Byen. Den 12te henimod Aften kom Daineren ud til os med Kranser til at pynde de Dødes Kister med, som næste Morgen tidlig, Den 13de skulde lægges i Kister, de blev med alle deres Klæder paa sammensyet hver i sin Køie. Kl 2 Eftermiddag kom vi iland som skulde bære dem til Graven. Kl 5 kom de iland, da de gik fra Skibet blev der skodt et Skud, for hver Lig der blev ført ud af Porten, vi stod da opstillet paa Broen for at tage imod dem og bære dem heldt igjennem Byen til Kirkegaarden, det var omtrint en Fjerding Vei[14] dertil, og hilt igjennem Byen og udenfor den til Kirkegaarden stod Soldaterne og Borgerne opstillede med Geværer, med 3 Skridt imellem hver Mand, sortklætte Damer med Kurve fyldte med Grønt, som de strøtte paa Gaderne som paserte, en stor Mængde Damer og Herrer fulde vores Døde til deres sidste Hvillested. Der var i alt 15 Lig, 12 fra Jylland og 3 fra Niels Juul, som bliv jordet i en Grav, over dem holdt 2 Præster en smuk og herlig Tale som rørte mange et Herte. Kl 8 kom vi atter ombord, og en Timme efter lætte og gik ud af Fjorden, den 14de lagte vi os til Ankers i den Bugt der gaar ind til Halmstad i Sverrig, der laa vi til om Morgenen Kl 4 da lætte vi, gik til Kjøbenhavn det var Pintsedag.

Kl 9 kom vi til Helsingør hvor vi blev modtaget af en stor Deel af Byens Indbyggere som hilste os med musik og Hurraraab, der laa vi et Øieblik stille, siden gik vi smaat efter Kjøbenhavn, hvor vi ankre Kl 12 Middag tilligemed Juul og Heimdal, af den forsamlede Menneske Masse som stod paa Toldboen og ud af Langelinie, og ligeledes fra de mange Skibe som formedelst den indtrufne Vaaben-Stilstand, ere komne hertil, og ligger paa Rheden. En Timme efter kom hans Majestæt Kongen ud for at besee sine Skibe, han gik først ombord i Sjælland som var Amral-Skib for den østersøske Exkorte, de modtog ham med Konge-Salut, 27 Skud, derpaa gik han ombord i Niels Juel, Amral-Skib, for den nordsøske Exkorte, der ligeledes gav Salut, derfra gik han ombord hus os, men vi gav ikke Salut formendelst vores mange Syge, som vi havde ombord, fra os gik han til Heimdal, hans Besøg i Skibene, varede 1½ Timme, alle Skibenes Mandskab stod hele Tiden paa Ræerne og i vores bedste Sømands Dragt og der blev raabt 9 Gange Hurra, da han forlod os, og igjen givet Salut. Om Eftermidagen fik vi Landlov til Kl 9 Aften.